2. NOVEMBER 2026
København skal være Danmarks sundhedshovedstad – med plads til alle
København skal være Danmarks sundhedshovedstad – med plads til alle
Af Mette Reissmann, sundhedsordfører (S)
Hvordan sikrer vi, at alle københavnere får mulighed for et langt, sundt og værdigt liv? Hvordan skaber vi et sundhedsvæsen, hvor man bliver mødt af hjælp, når man har brug for den – og hvor ingen bliver tabt mellem kommunen, hospitalet og egen læge?
Det er nogle af de vigtigste spørgsmål for fremtidens København. Og det er spørgsmål, som Socialdemokratiet skal have klare svar på. Jeg har siden maj stået i spidsen for at udvikle en socialdemokratisk sundhedspolitik, og nu er den klar til at blive præsenteret. Her kan du få et lille indblik i hvad, den går ud.
Min ambition er, at København skal være Danmarks sundhedshovedstad. En by, hvor høj faglighed, stærk offentlig velfærd, teknologisk innovation og social retfærdighed går hånd i hånd. Et sundhedsvæsen, der ikke alene behandler sygdom, men også forebygger den og skaber bedre rammer for et godt liv.
For sundhed handler om meget mere end læger og hospitaler. Det handler også om vores boligforhold, arbejdsliv, økonomi, mentale trivsel og muligheder for at være en del af fællesskaber. Derfor skal vi tænke sundhed ind i hele kommunens politik – fra byudvikling og beskæftigelse til ældrepleje, fritidsliv og social indsats.
Ulighed i sundhed skal bekæmpes – også i København
Vi ved, at der er markante forskelle på, hvor længe københavnerne lever, alt efter hvilken bydel de bor i. Forskellen i middellevetid kan være op mod 4-6 år. Det er ikke rimeligt, at ens postnummer og sociale baggrund skal have så stor betydning for ens muligheder for et langt og godt liv.
Socialdemokratiet vil tage et langt mere offensivt opgør med den sociale ulighed i sundhed. Vi skal sætte tidligere ind, være mere opsøgende og sikre, at hjælpen også når de borgere, der ikke selv har overskud eller ressourcer til at finde vej gennem systemet.
Det betyder blandt andet flere lokale sundhedstilbud i de bydele, hvor behovet er størst, bedre hjælp til borgere med misbrug og psykisk sårbarhed og lettere adgang til forebyggelse, motion, rygestop og mental sundhed.
Vi skal også tage de unges mistrivsel alvorligt. Ingen skal gå alene med angst, stress eller depression, indtil problemerne vokser sig så store, at de kræver omfattende behandling. Tidlig hjælp gør en forskel.
Og så skal vi bekæmpe ensomheden. København er en tæt by, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi er tæt på hinanden. Alt for mange ældre lever alene, og flere vil gøre det i de kommende år. Vi skal derfor skabe flere seniorbofællesskaber og sociale mødesteder, hvor fællesskab, fællesspisning og naboskab bliver en naturlig del af hverdagen.
Et sundhedsvæsen, der hænger sammen
Når man bliver syg, skal man ikke samtidig være projektleder for sit eget sygdomsforløb. Det skal være sundhedsvæsenets ansvar at skabe sammenhæng.
Alt for mange borgere oplever i dag, at de bliver sendt rundt mellem forskellige myndigheder og fagpersoner. Det skaber utryghed og risiko for, at vigtig viden og behandling går tabt.
Med sundhedsreformen får kommunerne et større ansvar for det nære sundhedsvæsen. Det ansvar skal København bruge offensivt. Vi skal have et tættere og mere forpligtende samarbejde med Region Østdanmark, hospitalerne og de praktiserende læger.
Jeg ønsker flere lokale sundhedshuse, stærkere kommunale akut- og rehabiliteringstilbud og bedre overgange, når patienter bliver udskrevet fra hospitalet. Borgere med komplekse sygdomsforløb skal kunne få hjælp fra en fast sundhedskoordinator, der sikrer, at de rigtige fagpersoner arbejder sammen.
Samtidig skal vi passe på de københavnske hospitaler. Udviklingen af sundhedsvæsenet i resten af regionen må ikke ske på bekostning af kvaliteten og kapaciteten i København. Københavnerne skal have adgang til et stærkt og velfungerende hospitalsvæsen.
Flere medarbejdere – mere tid til mennesker
Den største udfordring for fremtidens sundhedsvæsen er ikke alene økonomi og bygninger. Det er også manglen på dygtige medarbejdere.
Vi får flere ældre og flere borgere med kroniske sygdomme. Samtidig bliver det vanskeligere at rekruttere og fastholde sygeplejersker, SOSU-medarbejdere, terapeuter og andre sundhedsprofessionelle.
Det kræver politisk handling. København skal være en af landets mest attraktive kommuner at arbejde i inden for sundhed og omsorg. Vi skal investere i bedre arbejdsmiljø, faglig udvikling, efteruddannelse og mere fleksible arbejdsforhold. Vi skal skabe flere praktik- og lærepladser og sikre, at flere unge gennemfører en velfærdsuddannelse.
Vi skal også turde se på, hvordan vi organiserer arbejdet. Mindre bureaukrati, færre unødvendige dokumentationsopgaver og bedre ledelse kan frigøre værdifuld tid til det, der betyder mest: mødet med mennesket.
En værdig alderdom er et fælles ansvar
Vi skal kunne blive gamle i København med tryghed, værdighed og livskvalitet. Det gælder både for dem, der bor i eget hjem, og for dem, der får brug for en plads på plejehjem.
Ældrepleje er ikke bare praktisk hjælp. Det handler om omsorg, kontinuitet, ordentlig mad efter eget valg, aktiviteter og menneskelig kontakt. Ingen ældre skal opleve, at der kommer nye medarbejdere hver eneste gang, eller at der ikke er tid til en ordentlig samtale.
Derfor skal vi styrke de faste teams i hjemmeplejen, skabe mere kontinuitet og sikre bedre støtte til pårørende. Plejehjem skal være hjem – ikke institutioner. Der skal være plads til fællesskaber, gode måltider, aktiviteter og selvbestemmelse i hverdagen.
Vi skal samtidig tage ansvar for, at kommunikationen fungerer. Sprogligt og kulturelt. Ældre og pårørende skal kunne forstå medarbejderne, og medarbejderne skal kunne forstå borgernes ønsker, behov og helbredssituation. Det er afgørende for både tryghed, omsorg og patientsikkerhed.
Teknologi skal give mere omsorg – ikke mindre
Kunstig intelligens og velfærdsteknologi rummer store muligheder for fremtidens sundhedsvæsen. Men teknologien skal bruges rigtigt.
Jeg mener, at København skal gå forrest med ansvarlig brug af AI og velfærdsteknologi. Vi kan eksempelvis bruge teknologi til at mindske dokumentationsarbejdet, understøtte planlægningen i hjemmeplejen og opdage tegn på sygdom, faldulykker eller mistrivsel tidligere.
Det skal give medarbejderne mere tid til omsorg og borgerne bedre hjælp. Teknologien må aldrig blive en erstatning for menneskelig kontakt eller for det faglige ansvar. Og vi skal sikre høj datasikkerhed, gennemsigtighed og demokratisk kontrol.
Samtidig skal vi udnytte Københavns stærke position inden for forskning, life science og uddannelse. Jeg ønsker et Københavnsk Sundhedspartnerskab, hvor kommunen, regionen, universiteterne, erhvervslivet, faglige organisationer og civilsamfundet sammen udvikler nye løsninger. København skal være et sted, hvor vi ikke bare taler om fremtidens sundhedsvæsen, men også udvikler og afprøver det.
Stærk offentlig velfærd – med plads til samarbejde
For mig er det helt grundlæggende, at den offentlige sektor skal være rygraden i vores sundhedsvæsen og velfærd. Men det betyder ikke, at vi skal lukke øjnene for de muligheder, der ligger i at samarbejde med private og selvejende aktører.
Når private leverandører kan bidrage med ekstra kapacitet, specialiserede kompetencer eller innovative løsninger, skal vi være åbne for samarbejdet. Det afgørende er, at kvaliteten er høj, arbejdsvilkårene ordentlige, og at samarbejdet kommer borgerne til gode. Det må aldrig føre til større ulighed eller svække den offentlige velfærd.
Et København med sundhed og livskvalitet for alle
Fremtidens sundhedspolitik kan ikke stå alene. Vi skal skabe grønne byrum, renere luft, mindre støj og gode muligheder for at cykle, gå og være fysisk aktive. Vi skal bygge en by, hvor det er lettere at leve sundt, og hvor fællesskaberne får plads.
Min vision er et København, hvor sundhed ikke afhænger af pengepung, postnummer eller overskud. Hvor vi tager hånd om de mest sårbare, giver vores børn og unge en bedre start på livet og sikrer vores ældre en værdig alderdom.
Det kræver stærke offentlige løsninger, dygtige medarbejdere, mod til innovation og et tæt samarbejde på tværs af sektorer og fagligheder.
Det er klassisk socialdemokratisk politik – med blikket rettet mod fremtiden.
Vi skal ikke blot reparere, når mennesker bliver syge. Vi skal skabe et København, hvor flere kan leve længere, sundere og bedre. Det er den ambition, jeg vil arbejde for. Jeg håber du vil være med.

