|

Socialdemokratiet lander Budget 2027
Socialdemokratiet er tilbage på Københavns Rådhus! Vi har netop landet en aftale om Københavns Kommunes budget for 2027 sammen med Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance, Alternativet og Dansk Folkeparti.
Det er en god og økonomisk ansvarlig aftale med solide socialdemokratiske aftryk. For Socialdemokratiet har det været afgørende, at vi tager ansvar for københavnernes velfærd og hverdag, og at vi leverer konkrete resultater fra vores politisk arbejdspapir på Københavns Rådhus. Det betyder:
- Gratis tandpleje til vores ældre, der har det sværest
- En ekstra lejrskole til byens børn
- Mere support til børn i mistrivsel
- Fart på boligbyggeriet
- Styrket indsats mod negativ social kontrol
Det handler grundlæggende om, at vi leverer værdig velfærd til vores børn, ældre og mest udsatte. Med aftalen sikrer vi, at omkring 3.000 af vores ældre københavnere, der har det sværest, ikke længere skal kæmpe med at finde luft i budgettet til at få besøg af en tandlæge. At vores børn kommer ud af klasselokalet og får flere fællesskabsoplevelser på lejrskoler i folkeskolen. Samtidig hjælper vi vores dagtilbud og skoler med mere specialpædagogisk viden, så vi bedre kan gribe de børn, der har det særligt svært.
Vi sætter midler af til, at kommunen kan eksekvere på boligbyggeriet, så vi får opført mange flere ejerboliger, almene boliger og andelsboliger. Vi prioriterer at styrke integrationsområdet og indsatsen mod negativ social kontrol blandt andet på vores gymnasier.
På vores borgmesterområde har vi sikret, at vi investerer i at styrke erhvervsservicen, så København kan blive en mere erhvervsvenlig kommune. Ligesom vi tager nogle væsentlige skridt mod mere værdig sagsbehandling på vores jobcenter.
Her til sidst vil vi gerne benytte lejligheden til at sige, at budgetaftalen betyder, at Socialdemokratiet er tilbage ved forhandlingsbordet på Københavns Rådhus med tydelige socialdemokratiske aftryk.
Vi glæder os til, at vi sammen skal ud og fortælle københavnerne om aftalen.
I kan læse hele aftalen lige her: https://www.kk.dk/nyheder/partier-indgaar-bred-aftale-om-koebenhavns-kommunes-budget-for-2027
Med venlig hilsen
Andreas Keil, Laura Rosenvinge og Niels E. Bjerrum
|