Sophie Hæstorp udpeget til minister: Sophie Hæstorp blev torsdag i den forgange uge udpeget til minister for Social- og Boligområdet. To store og vigtige ministerier, særligt for København, som Sophie overtager efter Pernille Rosenkrantz-Theil. Det er en meget vigtig, og stor opgave, Sophie nu står overfor med social- og boligpolitikken for hele landet. Vi skylder alle Sophie en kæmpe tak for hendes indsats de sidste fire år for København og SIK. Sophie har knoklet alle døgnets lyse timer for at løfte byen og vores parti. Tak Sophie! Tingene går stærkt i politik og vi har ikke haft mulighed for at planlægge, hvordan vi får sagt ordentlig tak til Sophie, men det vender vi tilbage med. Heldigvis er Sophie stadigvæk københavner og vil fortsat deltage i vores møder i SIK. Ny midlertidig overborgmester: Når man bliver minister, tiltræder man nærmest med øjeblikkelig virkning og det betyder samtidigt, at Sophie er udtrådt af opgaven som Københavns overborgmester. Lars Weiss, der er fungerende overborgmester er indtrådt i stedet for Sophie og leder nu budgetforhandlingerne, der kører i disse dage. Efter budgetforhandlingerne skal Borgerrepræsentationen officielt udpege en overborgmester for den resterende del af valgperioden. Ny spidskandidat: Med Sophies udtræden af overborgmesterposten skal der vælges en ny spidskandidat for Socialdemokratiet i København. SIK´s Hovedbestyrelse havde møde i går og besluttede at fristen for at indstille kandidater til overborgmesterposten er den 11. september 2024, kl. 12.00. Indstillinger går via kredsene i København, Frit Forum og DSU. Ny spidskandidat vælges herefter på et ekstraordinært delegeretmøde den 11. september 2024. Er der kun en kandidat er denne valgt. Er der flere kandidater igangsættes en urafstemning blandt medlemmerne i København. Urafstemning om den øvrige kandidatliste: I henhold til vores vedtægter og opstillingsregler kan den planlagte urafstemning om kandidater til listen til brug for Kommunalvalget 2025 først igangsættes, når der er valgt en spidskandidat. Derfor er den urafstemning, der var planlagt til at foregå i oktober 2024, udskudt. Der kommer mere information, når vi ved hvornår den igangsættes igen. Valgkamp Som I kan se af dagspressen, har begivenhederne siden torsdag sat turbo på den valgkamp, der så småt var gået i gang og vi må forvente det mere eller mindre bliver en lang valgkamp fra nu og frem til valget i november 2025. Når der er valgt en spidskandidat, vil vi skrive ud og bede alle, der har tid og lyst til at tage del i valgkampen, om at melde sig og vi vil holde møder, hvor der skal diskuteres masser af politik og kampagneaktiviteter. Hvis du allerede nu vil melde dig som aktiv i kampagnen, så skriv til vores organisationssekretær Christina Bennetzen på sekretariat@sockbh.dk, så kontakter vi dig snarest. Hilsen Jan |
|
|