Kære alle,
Det er med stor glæde, at vi kan meddele, at vi nu har landet budgettet for København 2025. Dette er et historisk stærkt budget for vores by, som vil få afgørende betydning for de kommende mange år. Med årets økonomiaftale har regeringen givet os mulighed for at løfte velfærden som aldrig før, og den mulighed har vi grebet. Vi har prioriteret velfærden med større økonomiske midler, end vi har oplevet i vores tid på Københavns Rådhus.

Først og fremmest har vi sat velfærden i højsædet. Med dette budget investerer vi massivt i folkeskolen. Vi sikrer, at lærerne i de mindste klasser får mere tid og overskud til den enkelte elev, så der bliver ro og plads til at se alle elever i klasseværelset. Det betyder, at flere børn får den hjælp og omsorg, de har brug for. Og ikke mindst indfrier vi et centralt løfte fra valgkampen: Der kommer to voksne i de mindste klasser.

I alle de år, vi har været i politik, har vi sagt: "Vi ved, det betaler sig at investere i de mindste." Nu gør vi det endelig. Vi afsætter over 500 millioner kroner til de mindste i folkeskolen over de næste tre år.
Vi investerer også markant på socialområdet. Aldrig før har vi sat så mange midler af til socialområdet, som vi gør i dette budget. Det betyder penge til sagsbehandlere, til flere bostedspladser for udsatte københavnere, der har ventet alt for længe, og til forebyggende indsatser som behandlingsgaranti for børn og unge af misbrugsfamilier.

Derudover ser vi også store investeringer på ældreområdet, kulturområdet og beskæftigelsesområdet. Vi glæder mig til at dele flere detaljer med jer i den kommende tid.

At investere så stort i vores velfærd er nødvendigt, hvis vi vil have en kommune, der er fremtidssikret. Men det betyder selvfølgelig også at vi har været ambitiøse på klimaområdet. Derfor er jeg stolt af, at vi afsætter 450 millioner kroner til at etablere CO2-fangst i samarbejde med HOFOR, hvilket på sigt kan gøre os ikke bare CO2-neutrale, men faktisk CO2-negative.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige, at vi i gruppen på Rådhuset er glade på Sophies vegne over hendes nye ministerpost. Hendes afgang skabte dog desværre noget uro lige op til budgetforhandlingerne. Vi er derfor ekstra glad for, at det lykkedes at samle en stor del af partierne fra principaftalen, og at vi nu også har Enhedslisten med. Jo bredere vi står, desto mere sikre kan vi være på, at resultaterne vil holde langt ind i fremtiden.

Vi ser frem til at møde jer i partiforeningerne, til delegeretmøder og mange andre steder.