7. APRIL 2020
Den sværeste tid ligger forude
Mette Frederiksen og regeringen har håndteret den sværeste krise i det danske samfund i mange år godt og nu kan genåbningen af vores samfund langsomt påbegyndes. Det er trygt, at være dansker!
Af Jan Salling, Formand for SIK
Den 12. marts lukkede Mette Frederiksen resolut det danske samfund ned for at beskytte befolkningen imod den farlige Coronavirus, der allerede på det tidspunkt havde bidt sig fast i Italien og siden har taget livet af mere end 16000 italienere. Det var den mest omfattende nedlukning af det danske samfund i vores levetid og meget skræmmende. Danskerne har spillet med – holdt sig hjemme og holdt afstand og det har virket. Smittekurven er fladet gevaldigt ud. Mette vores seje formand og statsminister var populær i forvejen, men de sidste tre uger er danskernes tillid til hende kun gået en vej - opad. I alle samfundslag er der dyb respekt for Mettes kyndige og myndige håndtering af den sværeste krise i det danske samfund i mange år.
Sundhedsvæsnet har vist sig at have lidt udfordringer med lager af værnemidler osv. men stort set har krisen vist, at vores sundhedsvæsen er robust og omstillingsparat. Det er trygt at være dansker. Men som Mette sagde forleden på et pressemøde, så ligger den svære tid forude. Vi har fået bragt smitteniveauet ned, sundhedsvæsnet kan følge med og nu skal der så åbnes op, så det danske samfund kan komme i gang igen – og det er ikke nemt. Hvor der har været stærk opbakning ikke blot den danske befolkning, men også fra erhvervsliv, fagbevægelsen, sundhedskyndige og de fleste af de andre politiske partier, ja så er der og vil komme endnu flere meninger om, hvordan man griber en klog og langsom åbning af det danske samfund an. Mette og resten af regeringen har vist, at de har kun et motiv: at sikre så mange danske liv som muligt samtidigt med at vi holder hånden under arbejdstagerne og erhvervslivet. Og jo man kan faktisk godt begge dele – det er det, den socialdemokratiske ide er bygget op omkring og som hver dag i denne tid viser sit værd. Man kan vælge at åbne samfundet op på mange måder, hastigheden kan man nok også diskutere.
Det der tjener det danske samfund allerbedst lige nu er, at er at vi alle stoler på, at Mette Frederiksen og regeringen fortsat finder balancen mellem det objektivt videnskabelige indenfor epidemiforskning og politik. Der er ikke brug for, at tidligere statsministre eller andre forhenværende autoriteter bringer utryghed om den valgte strategi og på den måde legitimerer, at alle kan begynde at gøre, som de nu synes.
Corona er stadigvæk en virus, vi har i det danske samfund og hvis ikke vi står samlet og følger regeringens plan meget nøje – ja så kan situationen stadigvæk nå at komme helt ud af kontrol.
Folkemøde, Roskildefestival, 1. maj - ja mange arrangementer og begivenheder vi havde set frem til, er aflyst. Til gengæld ser Danmark ud til at komme igennem denne verdensomspændende pandemi på en yderst skånsom måde med så få tab af menneskeliv som muligt.
Tænk, hvis vi ikke havde haft Mette siddende, hvor hun gør…
Rigtig god påske til alle medlemmer af SIK.