6. JUNI 2023

Principaftale 2024 2025 Principaftale budget 2024 og 2025

Kære alle
 
Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti i København har underskrevet en principaftale for de økonomiske rammer og forhandlinger om budget 2024 og 2025 for Københavns Kommune.
 
En ansvarlig aftale for København, der prioriterer 6,3 mia. kr. til mere metro og udbygningen af infrastruktur i København frem mod 2035, tager hånd om velfærden og sikrer København som fortrop i klimakampen.
 
Jeg kæmper for et menneskeligt København, hvor vi tager ansvar for hinanden både når det handler om at mindske ulighed, sikre tryghed og grøn omstilling.
 
I mine øjne er principaftalen et udtryk for fælles ansvarlighed overfor københavnerne, for de store rene linjer, som der er brug for i København.
 
Der er endnu tre måneder til budgetforhandlingerne officielt starter på Rådhuset, men med aftalen forpligter vi partier allerede nu hinanden på en ansvarlig toårig budgetaftale, der sikrer ro og tryghed om den fremtidige retning for København.
 
Det er fantastisk, at København på 30 år har flyttet sig fra at være en nedslidt by til at være en hovedstad, som man kigger på med misundelse fra hele verden. Men vi kan ikke hvile på laurbærrene. Vores by bliver aldrig færdig.
 
Partierne er de samme, som før har stået sammen om ansvarlige politiske beslutninger om stormflodssikring af København og mere metro til københavnerne. Beslutninger, der tager hånd om byens udvikling og udfordringer på den lange bane; stigende vandstande og stormflodssikring, klimaforandringer, boligmangel, befolkningsudvikling, millioner af tons overskudsjord fra byggeprojekter, trængsel, støj og metro.
 
Samarbejdet i forligskredsen har været godt og tillidsfuldt. Vi er enige om byens retning, og derfor går vi nu også sammen om at lave budget, der prioriterer byudvikling, velfærden, klimaet og et balanceret og retfærdigt boligmarked i København. Hovedpunkterne i aftalen er blandt andet følgende:
 
Infrastruktur og byudvikling

  • 6,3 mia. kr. til mere metro og udbygning af infrastruktur frem mod 2035
  • Cykelinfrastruktur og vejinfrastruktur i Østhavnen
  • En ramme for forhandlinger af Kommuneplan 2024 med fokus på Østhavnen, familieboliger, grønne arealer, erhvervslivets vilkår og klimaforandringer
  • Handlingsplan for overdækning af motorveje og sikring af luftkvalitet
  • Opfølgning på erstatningsparkering og monitorering af sorteringspunkter
  • Imødekomme udfordring med elbiler

 
Velfærd

  • Fokus på fastholdelse og rekruttering på velfærdsområderne
  • Afbureaukratisering og sanering af kommunens politikker og strategier
  • Fokus på skoler, dagtilbud og fritid, herunder analyse af specialundervisningsområdet og forbedring af toiletforhold på skoler
  • Strategi for forebyggelse af børn og unges mistrivsel
  • Nye tiltag på ældreområdet for at understøtte det gode ældreliv
  • Fokus på stigende udgifter på socialområdet, løft af hjemløseindsatsen og stofindtagelsesrum på Sundholm

 
Grøn udvikling og klima

  • Fortsat investeringer i Københavns cykelstier og sikre skoleveje
  • Opfølgning på Københavns Kommunes nye biodiversitetsstrategi
  • Cykelforbindelse mellem Enghave Brygge og Islands Brygge
  • Klimaplan 2035 og klimatiltag fsva. solceller og CO2-fangst
  • Mål om fossile biler ud af København i 2030 og etablering af ladeinfrastruktur
  • Klimasikring
  • Drøfte videre arbejde med at undersøge Den Grønne Boulevard

 
Øvrige emner

  • Løft af kultur- og idrætsfaciliteter, herunder afsætte midler til ny pulje til faciliteter
  • Kulturpakke for særligt børns møde med kultur- og fritidslivet
  • Dialog med staten om en fremrykning af Idrætsmilliarden bl.a. til den fortsatte udvikling af Sundby- og Valby Idrætspark og til nye projekter som Tingbjerg Idrætspark

 
Økonomiske rammer

  • En 0,1 procent nedsættelse af indkomstskatten i Københavns Kommune
  • Samlet økonomisk ramme skal opgøres og udmøntes ifm. forhandlinger om budget
  • Håndtering af udgifter relaterede til ukrainske fordrevne
 
Endelig vil jeg fremhæve, at vi også er enige om at stå sammen om helt centrale elementer i den kommende Kommuneplan 2024, såsom udviklingen af Østhavnen, bedre rammer for familieboliger, flere grønne arealer, bedre vilkår for erhvervslivet og håndtering af klimaudfordringerne.
 
Som socialdemokrat synes jeg, at det er en rigtig, rigtig god aftale for vores by København og for københavnerne.
 
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Overborgmester i København

Læs mere om principaftale om budget 2024 og 2025 her 
https://www.kk.dk/politik/budget-og-regnskab/principaftale-om-budget-2024-og-2025