BEDRE OG BILLIGERE KOLLEKTIV TRANSPORT
Jeg mener det, når jeg siger, at vi skal op i et grønnere gear. I København skyldes hver 10. dødsfald luftforurening. Klimakrisen kræver at vi omstiller vores transport.
I fremtiden skal vi transportere os smartere og klogere. Færre benzinbiler og mere plads til gående og cyklister. Færre skal sidde alene i en bil. Flere skal bruge bus, tog og metro. Det kræver at det bliver nemmere og billigere at bruge den kollektive transport.
Om en uge stiger priserne for at køre med bus, tog og metro. Igen. Med stigningen er det blevet 50% dyrere at vælge den kollektive transport siden 2008. Det er ikke en holdbar udvikling, hvis flere skal have den kollektive transport som førstevalg. Det er et kæmpe problem at billetpriserne på de helt korte ture i København er blevet så høje. Og stigningen ser ud til at fortsætte. Den prisudvikling vil jeg vende.
For prisen på billetten må aldrig få mennesker til at vælge den kollektive transport fra. Og i et velfærdssamfund som Danmark skal de fælles transportmuligheder være til at betale. For vi skal have alle med i den grønne omstilling.
Derfor vil Socialdemokratiet i København styrke den kollektive transport. Gøre den bedre og billigere. Vi vil levere politiske resultater, der binder byen bedre sammen med flere metrostationer. Metroen skal indenfor de kommende år til hele København. Og målet er, at det inden 2028 skal være billigere at bruge den kollektive transport.
For hvis flere skal vælge den kollektive transport til, og lade bilen stå derhjemme, så kræver det at det giver mening, er billigt og gør hverdagen nemmere.
Overborgmester
Sophie Hæstorp
|