2. APRIL 2020

Rådhusdemokratiet i en coronatid

Hvordan arbejdet et nedlukket rådhus? Lars Weiss giver et indblik i arbejdet i en corona-tid
Lars Weiss 586 Wx391h 1

Af Lars Weiss, S-gruppeformand

Hvordan bærer I jer ad med at styre en kæmpekommune som København (623.404 indbyggere), når Borgerrepræsentationen ikke kan mødes? Overlader man hele ansvaret til borgmestrene og håber på, at de holder sig indenfor den politik, der er vedtaget? Eller er det embedsmændene, som nu har kronede dage og kan gøre, hvad de selv finder rigtigt?

Min indbakke har været fuld af den slags spørgsmål, efter at coronaen har sat landet og hovedstaden på vågeblus. Derfor dette indblik i, hvordan vi arbejder på Rådhuset i denne besværlige tid.

Alt hvad der kan foregå på afstand, bliver afviklet på video. Det gælder både udvalgsmøder og møder i Borgerrepræsentationen, hvor alle medlemmer er koblet sammen via deres computer. Man beder om ordet på vanlig vis, og hvis der skal stemmes, sker det ved navneopråb. Debatten er mere fredelig end normalt, fordi vi på tværs af partierne er enige om, at lige nu er det vigtigst at stå vagt om sundheden og beskæftigelsen. Det er en nødvendig og svær balancegang, ikke mindst når vi efter påske måske kan begynde at løsne det jerngreb, som coronaen har lagt om københavnernes hverdag.

Det er kun sager, som af menneskelige, juridiske eller økonomiske grunde ikke tåler udsættelse, som i denne tid kommer på dagsordenen. De syv borgmestre, sekunderet af centrale embedsmænd, er kommunens krisestab, som hver anden dag tager stilling til sagernes prioritering. Gruppeformændene sørger for grundig forberedelse af partiernes stillingtagen og har skabt gensidig forståelse for, at ikke-hastende medlemsforslag undgås i denne periode.

De københavnske arbejdsgange i en krisetid har vist sig mere smidige end forventet. Det politiske demokrati har vist sig fra sin bedste side, og det bliver der hårdt brug for, også når der skal ryddes op efter coronaen. Sygdomsbekæmpelsen skubber en stor byrde af arbejdsløshed, konkurser og generel utryghed foran sig, og for at bekæmpe det kræves ikke blot samfundssind men også ekstraordinær politisk kreativitet.